Ansat i en malerfirma i Roskilde. Er det ens identitets-opfattelse?

“Goddag, hvad laver du så?”

Det er ofte det første spørgsmål, som man bliver mødt med, når man er til et selskab med folk, hvor man møder en person, man ikke har mødt før, og som så ikke kender en og omvendt.

Så svare man måske, at man arbejder her: https://malerkanonen.dk/malerfirma-roskilde/

Her er man ansat som maler og har været det i X antal år, laver disse opgaver primært, hvilke ambitioner man har – og så taler man måske om løn, når man har lært hinanden lidt bedre at kende.

Og så kommer man måske ud af den samtale, og så møder man en anden person, man heller ikke kender, som også stiller ovenstående spørgsmål som et af de første til en.

Så gentager den seance sig, og den kan sagtens tænkes at gentage sig igen.

Det er egentligt lidt pudsigt, at så mange mennesker automatisk går op i, hvad man “laver”, og man tolker ikke på dette, før man svarer til ens arbejde eller mangel på samme, hvor man måske leder efter arbejde.

Som ansat i et malerfirma eller som noget helt andet kan man gå fra alt med, at det måske er så tæt forankret i ens identitet, at man ser sig som maler, før man ser sig som noget andet.

Nogle malere ser bare malerarbejdet som det, der er: arbejde, der skal udføres.

Hvorfor er vi mennesker så opdraget til at spørge ind til, hvad man laver som noget af det første?

Det er nok fordi, der er tilpas personligt uden at være for kedeligt, og det kan blive udgangspunkt for en samtale, da nok de fleste mennesker i verden “laver noget”.

Men prøv en gang at svare på noget med, at man samler på legofigurer eller noget andet, og så bliver man mødt med en venlig latter og et opfølgende spørgsmål i retning af, at det kan man da næppe leve af?

Det er nok ganske korrekt, men hvis man ser sig mere som legosamler end maler, er det så ikke mere relevant at svare dette?